Hvad er det dog med det her sted….

der sådan kommer ind under huden på én? Metropolen? De skønne parker? Det multietniske samfund? De utallige muligheder, stedet tilbyder i form af uddannelse, sport, kultur etc? Englænderne? Friheden ved at tilhøre en etnisk minoritet? Friheden ved at være anderledes? Friheden ved ikke at være forpligtet i forhold til familien i Danmark? De to fantastiske uger, vi hvert år tilbringer med venner i Danmark? De mange besøg vi har haft hjemmefra? De tætte forhold til vores venner derhjemme? De nye venner og bekendtskaber, vi har skabt her? Status ved at være udstationeret? Det at have noget i baghånden, hvis vi en dag bliver trætte af at bo her? De mange fantastiske rejser, vi har været så heldige at have? Eventyret? Dagligdagen?

Listen af mulige svar vil være så lang, at jeg bare stopper her, for jeg kender alligevel ikke svaret og finder det såment nok heller ikke. Ikke desto mindre er det nu tredie gang, jeg bor i London. Første gang var som Au Pair det år, hvor Berlinmuren faldt – selv med udsigt til at skulle backpacke i Asien og Australien tudbrølede jeg hele vejen hjem herfra. Og da Morten og jeg med børnene havde boet i Kingston-Upon-Thames i to år i starten af dette år tusinde, var der ikke et øje tørt i mit ansigt på den lange køretur gennem Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland.  Jeg glemmer aldrig det smukke syn af Dovers hvide klipper, da vi sejlede fra England eller den kvælende fornemmelse, jeg fik, da jeg så hesian-opslagstavlen på den første tankstation på den danske side af grænsen.

Vores nuværende udstationeringskontrakt udløber om mindre end 6 måneder, og beslutningen om, hvad vi skulle gøre med os selv, har været undervejs længe – både bevidst og ubevidst! Det har været meget belastende ikke at kunne lade tankerne ligge i fred, men omvendt også en sund proces – ikke noget, der kan besluttes natten over. Det har på mange planer været en skræmmende beslutning; lige indtil den dag maverne talte deres tydelige sprog. I lange perioder har vi mandag gerne ville tilbage til Danmark, tirsdag gerne ville blive og onsdag gerne ville et tredie sted hen. For undertegnede har det afstedkommet mange delvis søvnløse nætter samt mange diskussioner mellem mit intellekt og min mave.

Vi har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at SimCorp gerne har ville beholde Morten her i London, men at der ville være nogle økonomiske forhold, som – grundet Danmarks manglende vilje til at udstede E101-blanketter til mere end 3 år (mod tidligere 5) – ville medføre et betydeligt indhug i vores opsparring, skulle vi beslutte at blive. For SimCorp vil ikke engang diskutere at gå ind og dække disse udgifter.

Vi har heller ikke været i tvivl om, at Morten – selvom han i følge sin kontrakt ikke har krav på tilbud om ansættelse i København (kun “et sted i koncernen”: f. eks. Abu Dhabi: hjælp….!) – ville kunne få arbejde hos Simcorp i Danmark. Lige nu besidder han hele tre tilbud på stillinger, som forskellige mennesker til enhver tid – siger de i hvert fald – vil oprette til ham, skulle han ønske at vende snuden hjem. Der skal ikke herske tvivl om, at vi hører hjemme i Odense. Det er der, vi har de fleste af vores venner. Og vi har mange gode, tætte venskaber, hvoraf de fleste heldigvis synes at trives i bedste velgående og vel egentlig bare er blevet dybere og tættere af adskillelsen og de intense dage/timer, man så har sammen 2-3 gange årligt, mens vi er bosiddende i udlandet. Personligt savner jeg mine venner i Odense rigtigt meget – børnene og jeg har lige været hjemme i en uge og nydt vores venners tid og selskab samt rugbrød og danske hotdogs ikke at forglemme. Tusinde tak til alle jer, der har været med til at gøre endnu en ferie speciel, til alle jer, der inviterede og til jer, vi har boet hos. Så på den konto ville det være dejligt at flytte tilbage til Odense. At Morten så skulle pendle til København, at jeg skulle ud og arbejde fuldtid – Morten ville aldrig kunne opretholde den løn, han får her, i Danmark (og skatten er betydeligt højere… huspriserne betydeligt mindre…) – og samtidig stå for alt med ungerne… ja, det tager jo pusten fra én, når man er så priviligeret, som vi føler os i øjeblikket. Endelig er det at rejse hjem en meget endegyldig beslutning at træffe – så er der ikke noget i baghånden, hvis det ikke er det rigtige.

At flytte til et tredie land kunne være fantastisk. Personligt har jeg drømt om livet på Sydneys nordstrande i tyve år – ikke mindst i Dee Why; ved sågar hvilken skole børnene skulle gå på…  Morten synes imidlertidig, det er for langt væk, men kunne gå med til Singapore. Pt er der ikke nogle jobs at få derude, så det reelle valg er mellem København eller London, når vi ikke vil til et ikke-engelsk talende land (og mine britisk-engelsk-talende unger skal ikke ha’ amerikansk accent…. sprogsnobben lever vel i bedste velgående!).

Men hvad bliver det så til da? Hvor skal vi være, når vores nuværende kontrakt udløber i slutningen af august? Morten er netop i dag blevet enig med såvel sin salgsdirektør som sin direktør. Vi har fået alle vores krav i gennem og tager to år mere i det syd-vest-londonske. De sidste par dage har været meget følelsesladede; tanken om at skulle rejse herfra om mindre end 6 måneder har bragt tårer i mine øjne mange gange… og ja, det bliver sikkert ikke bedre om 2½ år, men den tid… den sorg.

Eneste sorg lige nu, er at huset vi lejer skal sælges, så vi skal flytte. Vi håber og vil arbejde på at blive på gaden – altså i et hus selvfølgelig , da børnene har mange gode kammerater og lege med, men nu får vi se. Under alle omstændigheder kan I godt gå i gang med at booke flybilletter til LHR eller LGW.