Glædelig jul og godt nytår

 Så står endnu en jul for døren! Endnu en jul uden pebernødder fra Hjertebageren i Tarup Centeret, kalenderlys, rigtige traditionelle gran-dekorationer og ikke mindst børnenes julekalender på fjernsyn; endnu en jul med fantastiske juleudsmykninger og lys i Londons handelsgader, mince pies og Christmas puddings….( :-O…!) og et hav af engelske juletraditioner. Hvis der er noget, englænderne er gode til, er det nemlig at skabe julestemning!

 Vi skal, for første gang nogensinde, holde jul alene. Det var i starten en underlig tanke, men nu, hvor vi har vænnet os til den, glæder vi os faktisk. Noget af det, vi virkelig satte pris på ved julen i Odense, var de dage mellem jul og nytår, hvor vi var alene og bare kunne beholde nattøjet på hele dagen, lege og hygge os med børnene og deres gaver samt ikke bekymre os om at skulle ud af døren eller om, hvornår maden skulle stå på bordet. Sådan nogle dage har vi ikke haft i flere år – klaveret spiller anderledes, når man har overnattende gæster, så vi ser frem til en total stressfri, stille og rolig jul i år.

 Men inden da skal juletræet bringes hjem, de sidste gaver bestilles over nettet (en Guds velsignelse i disse tider!), skolens Christmas Fair overståes (i ordets bogstavligste forstand), vi har et besøg fra Odense (Lise, Kim, Sebastian og Oliver), som vi glæder os rigtig meget til, og så skal julekortene skrives.

 Og hvad skal man så skrive i sådanne? 2009 har været et begivenhedsrigt år præget af mange op-og nedture, men hvilke bør, kan, skal medbringes i en julehilsen som denne? Ingen gider skrive endsige læse om triste emner som mobning, sygdom, depressioner og sorg, men omvendt er det på lige fod med de skønne ferier, de dejlige stunder med ens børn, de spændende bøger man har læst, det fede og udfordrende job samt ens drømme og planer for det nye år en del af livet. Så hvad skal med, og hvad skal ikke?!

 2009 har for alvor været året, hvor vi har skulle mærke efter, hvad vi vil, når vores kontrakt med SimCorp udløber ultimo august 2010. Året, hvor hverdagen i det engelske for alvor skulle stå sin prøve i forhold selvsamme i Odense. Når man vælger at bosætte sig i udlandet, går man gennem forskellige faser omkring hvor fantastisk ens nye liv hhv. er og ikke er, og det er først efter nogen tid, hverdagen med sit grimme eller smukke ansigt for alvor sætter ind – og den tid har 2009 været for os.

 Efterhånden som eventyret blev mere og mere afløst af hverdagen, som det jo med tiden nok sker alle vegne, har kunsten været at skabe et liv, som alle kunne være glade for og trives i. Som udstationeret har man hele tiden sit hjemsted at sammenligne med, på godt og ondt! Og hvad er så forskellene? Hvad er de gode aspekter ved expat-livet, og hvor ligger katten gemt?

 Fordelene er ikke svære at få øje på:

 Først og fremmest en enorm udfordrende oplevelse for hele familien at flytte til og lade sig integrere i et fremmed land; selvom det ikke er første gang (og forhåbentlig heller ikke sidste) for os, så har vi stadig ikke ord for, hvor stort det rent faktisk er. At sige det er en oplevelse for livet, er en underdrivelse af dimensioner – det er snarere en oplevelse med livet. Et liv, og en oplevelse vi – som familie – altid vil have sammen.

 En anden og meget fremtrædende fordel er de tosprogede børn, hvis øjne i den grad bliver åbnet for verden omkring dem med forhåbentlig en langt større tolerance for det forskellige og et større mod på at omfavne det nye, det fremmede samt en evne til at se potentialer fremfor problemer. Der hersker ingen tvivl om, at Therese, Peter og Jacob har fået og til stadighed får en lession i og for livet, de aldrig ville have kunne have fået i Danmark. Så at berige deres voksende liv på så anderledes måde er guld værd for os alle.

 Uddannelse synes at være præget af langt højere kvalitet i vores område end det, vi fornemmer er tilfældet derhjemme. Skolen, vores børn går på, har etableret et fantastisk trygt, udviklende og spændende læringsmiljø, hvor der med fokus på den enkelte elevs stærke og svage sider, undervisningsdifferentiering, sociale kundskaber og læring for og om livet eksisterer en fantastisk respekt for elevernes akademiske, sociale og dannelsesmæssige udvikling.

 At være bosiddende i en af verdens fantastiske metropoler er i sig selv en enorm tilfredsstillelse. At føle man er en del af noget så smukt, vibrant og kulturelt er ganske dejligt. I vores hverdag mærker vi måske ikke så meget til selve metropolen, men vi er alligevel prægede af dens tilstedeværelse lige rundt om hjørnet. Der synes højere til loftet, mulighederne er flere, og forskellighed hyldes.

 Mere lokalt er vi så priviligerede at have Hampton Court Palace på vores dørtrin, de mange smukke parker som f.eks. Kew Gardens, Richmond Park og Bushy Park, de små hyggelige stemningsfyldte forstæder som Wimbledon Village og Guildford samt endelig min yndlings, Themsen og livet langs dens bredder. Alt i alt et fantastisk sted at få lov at bo.

 Ulemperne… ja, der er vel egentlig kun en rigtig ulempe, nej to: Vi savner alle vores venner i Danmark. Rigtigt meget! Og så er det bare for dyrt her! Alt for dyrt!!!

 Rent socialt har det været langt sværere at falde til denne gang, end da vi boede i Kingston-Upon-Thames. Området vi er i er meget lidt internationalt, og at vi er landet lige midt i den engelske middle-class mærkes tydeligt i vores måske forkrampede (?) forsøg på at skabe os en omgangskreds. Det synes bare ikke rigtig at lykkes at skabe nogle varige venskaber for os alle sammen. Som en anden udlandsdansker meget klogt sagde til mig, så bliver det med alderen sværere og sværere at skabe nye venskaber, da man har så meget historie, der ikke bare automatisk følger med. Dertil kommer, at når ingen andre rigtigt er i samme båd, så har vi bare nogle andre behov end mange af dem, vi møder, og man orker heller ikke blive ved at arrangere og vil nødig fremstå som over-ivrig og skræmme folk væk, når man ikke mærker tilsvarende interesse retur. Her må vi virkelig konstatere, at det ville være ønskeligt, at vores børn gik på international skole, for så skulle vi bare møde op i skolegården for at møde ligestillede og andre i samme situation som os.

 Dertil kommer så, at vi desværre må sande, at ”ude at øje ude af sind” tilsyneladende lever i bedste velgående. Vi synes at have har mistet et par venskaber mens ude af landet, og mange andre hører vi sjældent fra – og så er der os selv. Vi får heller ikke lige ringet, skrevet eller lignende. At holde kontakten er en to-vejs-affære, men hovedansvaret hviler muligvis på os. Dette også en af grundene til, at vi er i Danmark to gange om året, hvor det udelukkende handler om at være sammen med så mange venner som overhovedet muligt – og der må jeg sige, at vi skylder vores venner stor tak!

 Det er aldrig slået fejl; hver gang vi har været i Danmark, har vores venner nærmest stået i kø for at være sammen med os. I har ingen anelse om, hvor dejligt det er at mærke for os – hvor skønt det er at mærke, at venner gennem mange år og nyligt oprettede venskaber lever i bedste velgående trods afstanden. Det skal I have tusinde tak for – ikke mindst jer, der har haft os boende; ligesom jeg også siger tak til alle jer, der har lagt øre, sjæl og trøst, opmuntring og ros til i ikke-altid-nemme-tider for undertegende.

 I øjeblikket føler vi næsten, vi skal vælge mellem på den ene side at bo på dette pragtfulde sted med alle dets muligheder, men uden en fast omgangskreds og på den anden side at sluge det antiklimaks, det vil være at komme hjem til Odense, men så til gengæld at have vores venner tættere på.

 Puha, nogle gange ville det have været nemmere at været blevet derhjemme, ikke at have haft denne fantastiske mulighed. Så var vi sluppet for den enorme og for os altafgørende beslutning, der ligger og lurer. Kunne vi da bare tage vores venner og tvangsflytte til London, så var vi ikke i tvivl et eneste øjeblik. Og det er vi i vores hjerter nok heller ikke mere; hvis vi ikke kan komme på et nyt eventyr, kalder den fynske bøgeskov i form af nogle blomstrende venskaber for både børn og voksne. Og det vil vi glæde os meget til.

 Rent rejsemæssigt har 2009 så absolut været et godt år. Vi har været i Danmark hele tre dejlige gange, hvor vi – som altid – lukreerede på manges gæstfrihed og samlede op på tabt tid med venner og familie. Vi var i skønne Singapore og besøge Line, Kent, Emma, Lucas og Julian, på eventyragtige Borneo og på paradisøen Rawa Island over påsken og glæder os allerede vildt til næste gang. Vi holdt sommerferie i Italien og hvad, børnene ikke ved, er, at vi skal fejre nytår i Paris og EuroDisney. Jeg vil ikke gå nærmere ind i disse pragtfulde ferier, da jeg allerede har postet indlæg her på bloggen. Men hov, lige et øjeblik: Alle disse rejser er da minsandten også et klart plus ved livet som udenlandsdansker. Noget jeg håber, vi tager med os hjem , når den tid kommer!

 Vi har ikke haft så mange besøg i år, som vi plejer. Om det er kreditkrisen, der trykker, nyhedsværdien der er for nedadgående eller bare rent tilfældigt, skal jeg ikke kunne sige. Og ja, vi kan jo ikke forvente, at I holder jeres ferier her hos os, men når I gør det, glæder vi os meget over det Det er dejligt at besøge jer i jeres hjem, men tiden synes altid så knap – når vi er sammen her, giver det lidt mere tid og ro, desuden er det skønt for os at kunne dele vores liv her med venner og familie. De besøg, vi har haft i år, har været dejlige: Majken, Niels, Frederikke og Jacob var her en lille uges tid før påske og fik oplevet, hvor skønt foråret kan være her. I juli havde vi besøg af Eva, Keith, Tim og Anna, som i en uge drønede rundt med alle deres venner herfra og New Zealand. Der var heldigvis også tid til at få nogle hyggelige stunder samt en udflugt sammen med os. Vi har desværre haft en del planlagte, aflyste besøg her i efterårets løb, men har været så heldige at have Lotte (som vi kender herfra, men nu bor i Texas) samt Tanja her. Man siger, at kvalitet tæller fremfor kvantitet – og med de dejlige besøg vi har haft, må vi sige ja, det er rigtigt. Som skrevet kommer familien Boysen og ser på julelys lige før jul, og det glæder vi os meget til.

 Børnene har alle haft begivenhedsrige liv. Ikke mindst var turen til Asien, som de ellers ikke var specielt begejstrede for at skulle med på, en ”eye opener” uden lige for dem alle tre. Opholdet i Longhouset på Borneo satte sine spændende spor, ligesom vi nu kan slippe afsted med at sige til børnene, at der ikke er råd til is, biograf mm., hvis vi skal tilbage til Rawa Island – ingen tvivl om, hvad de helst vil Og så var der selvfølgelig in-flight-entertainment, der kunne matche selv Jacobs behov for skærmunderholdning… endnu mere .  Og nu hvor vi er på emnet…. Jacob har etableret nogle stærke venskaber i løbet af dette år, og vi hører aldrig mere fra ham, at han har mistet sine venner i Danmark og ikke har nogle her. Hans venner er – hvis nogle skulle være i tvivl – lige så glade for skærmspil som han: Wii, DS, PC’er osv. osv., men der tilbringes også rigtig meget tid med Club Penguin Cards, tennis og andre udendørs lege. Jacob klarer sig strålende i skolen, og får rigtig meget ros, ikke mindst i matematik hvor han er 1½ år foran og går til specialundervisning efter skole. Rent sportsmæssigt interesserer og dyrker Jacob det meste, når blot det er på Wii….. heldigvis går han til Fun Sport, hvor de rent fysisk prøver forskellige sportsgrene, med en kammerat.

 Peter er vel nok den, der har oplevet den største omvæltning, idet han skiftede skole umiddelbart efter vores hjemkomst fra Asien. Det var ikke helt omkostningsfrit – det er et skoleskift vel sjældent?! Men nu, hvor han har lært, det faktisk er okay at begå en fejl, ikke altid at have slipset bundet korrekt og nogle gange at glemme sin trompet uden at blive straffet, må vi sige, at han trives rigtigt godt. Han kommer nu smilende ud fra skole og fortæller om højt og lavt. Det er dejligt! Han har fået mange nye kammerater, er en integreret deltager i klassen og får så meget ros for sin hårde arbejdsindsats af sin lærer. Rent fagligt har han desværre måtte konstatere, at han ikke har lært nok på sin gamle skole – han har lært det samme på sine to år her som Jacob har, men det er desværre ikke nok, når han går i 5. klasse og ikke 3. som Jacob. Med lidt ekstra undervisning, både i skolen og herhjemme, skal han nok få det indhentet, men det er nogle gange hårdt arbejde. Peter er udtaget til skolens atletikhold og er netop begyndt at dyrke det i klub – meget inspirerende, idet begge hans trænere er i fuld gang med at kvalificere sig til OL i London 2012. Vi håber, det bliver hans sport, for han har haft svært ved at finde en, han har gidet holde fast i.

 Therese går i travle 6. klasse, hvor de forbedrer årets SATs, som er det engelske svar på Nationale Test. Det er hårdt arbejde, men Therese hænger flot i. Thereses hovedfokus ligger selvfølgelig på fodboldbanen, hvor hun jo i indeværende sæson har fornøjelsen af at træne med Chelsea, deltage i deres invitations-fodboldskoler samt spille med syv andre dejlige fodboldtossede piger (forældrene er for alvor tossede!!! Og ikke kun i fodboldhenseende!) for Molesey, hvor de – indtil videre – vinder alt, de deltager i. Rent kammeratmæssigt savner Therese at have en veninde eller to; efter forårets mobning har hun mistet to – troede vi – meget tætte veninder og det er ikke rigtig lykkes at genetablere forholdene eller finde nye. Det piner hende af og til, og hun savner sine veninder i Odense meget. Heldigvis har hun nogle gode drenge-venner både på skolen, og hvor vi bor. Skulle vi beslutte os for at blive, skal hun på secondary school efter sommer; det håber vi selvfølgelig vil åbne mulighed for at møde nye veninder.

 Mortens afdeling bliver nedlagt efter jul, og som det ser ud nu, kommer Morten i salgsafdelingen, hvor han skal stå for mersalg til eksisterende kunder. En hel ny udfordring, næppe hans ønskejob – men som hans direktør sagde, må man jo nogle gange tage noget, man ikke ønsker for så at springe på, når det rigtige igen tilbyder sig. Ikke noget godt forhandlingsgrundlag, når firmaet gerne vil forlænge kontrakten med ham. Det har været et hårdt arbejdsår for Morten; mange lederkurser i København, et par rejser til Abu Dhabi samt opbygning af en ny afdeling, som så nu bliver nedlagt igen, da kunderne pga. den fortsatte kreditkrise ikke har råd at betale for deres ydelser.

 Morten stortrives i det engelske bankmiljø, nyder sin gåtur fra Waterloo Station til City og befinder sig godt i det travle, finger-på-pulsen-finansklima, men er ved at være træt af, at arbejde sluger så meget at hans tid: Englænderne arbejder ikke for at leve, men lever for at arbejde. Morten savner at kunne gå noget mere i motionscenter, at komme til at spille golf igen samt være mere sammen med børnene. Desværre bliver dette nok ikke opfyldt med den branche, han har valgt, hverken her eller andre steder i verden – skulle da lige være i Abu Dhabi, hvor man går hjem kl. 16.00 hver dag.

 Mens jeg har skrevet dette, har jeg besluttet mig for ikke for eget vedkommende at gå nærmere ind i de mere dystre sider af 2009, men fokusere på de positive sider. Jeg er begyndt at undervise i modersmål på en international skole her i Surrey. Det er oprindeligt en hollandsk skole, som netop har åbnet dørene for et mere internationalt publikum; skolen har 140 elever, hvoraf 5 ikke er hollandske…! Jeg har kun een elev, så undervisningen er meget intens – både for ham og jeg. Det er ikke mange timer om ugen, kun 5½, men da de er fordelt over tre dage, og der er en del transport involveret, går der meget tid med det. På skolen er der en dejlig afslappet stemning samt et godt, morsomt lærerværelse. Jeg håber med tiden, der kommer flere elever og/eller flere timer på skemaet. Jeg får fortsat meget tid til at gå med motion, kæmper virkelig med at komme af med min rygskade og de sidste synlige effekter af depressionerne. Desværre har jeg de sidste par måneder været plaget af vertigo, og det har forhindret mig i mange ting. Jeg håber, det snart er på retur – man plejer at regne et par måneder til sådan en virus. Min bog har efter meget skriveri herpå i begyndelsen af efteråret holdt en lang god ferie. Jeg har længe hverken haft tid, lyst eller behov for at skrive, men har dog ikke opgivet. Jeg håber, jeg kommer igang igen i det nye år.

 Herfra skal lyde et ønske om en rigtig glædelig jul samt et godt nytår til jer alle. Vi håber, vi kommer til at tilbringe mange timer med jer i det kommende år, hvad enten det bliver her, i Danmark eller et tredie sted,

Henriette og familie