“Julie & Julia”

Jeg hører til dem, der mener, at Meryl Streep bestemt blev snydt for en Oscar for sin befriende rolle i musicalfilmen Mamma Mia, men okay – jeg har ikke set den film, Kate Winsley fik for. Ikke desto mindre må turen nu være kommet til Streep efter den fantastiske optræden i Julie & Julia - en film om blogging og mad. Eller er den om mad og blogging? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at ikke nok med at filmen var fantastisk velspillet, morsom, og fik ens smagsløg til at løbe i vand, så gik jeg fra biografen i søndags med en følelse af at have forsømt min egen blog. Hovedpersonen i filmen blogger dagligt i et helt år om sin madlavning. Selvom det aldrig har været meningen, jeg skulle blogge ofte, så burde jeg alligevel være lidt bedre til at få skrevet om vores liv i udlandet.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at det har været sommerferie – for vores vedkommende en dejlig lang en af slagsen. Vi havde først to uger i Italien, hvor vi for fjerde år i træk badede, spillede kort, læste bøger, spiste en del for mange is og badede på Camping St. Angelo  i Cavallino lige nord for Venedig. Det var en dejlig afslappende ferie. En enkelt dag sejlede vi til Murano , øen hvor glasset blæses. Et fantantisk sted, hvor man i den grad føler, tiden er gået i stå, hvor masseturismen glemmer at komme, fordi det langt større, mere berømte, men ikke mere charmerende Venedig ligger lige om hjørnet og hvor, man får en fornemmelse af det daglige liv på en af den mange øer omkring Venedig. Samme aften udforskede vi Venedig fra Canal Grande i det mest forrygende, men betagende tordenvejr. Himlen var lyserød. Himlen var lilla. Himlen var rød. Himlen var elektrisk. Himlen var betagende !

Efter Italien havde børnene og jeg to uger i Danmark – Morten måtte lige arbejde ind i mellem, så han rejste lidt frem og tilbage. Det blev til lidt familiebesøg og en masse besøg hos venner. Vi besøgte således Mortens forældre i deres sommerhus på Fanø samt Faster Lis og Niels i Ikast – to hyggelige besøg; ikke mindst dejligt at se Lis og Niels’ hus samt Jesper, Lise og deres to dejlige børn. I Odense boede vi hos Lars og Bodil, hos Lise og Kim samt hos Lene og Henrik samt fik besøgt mange andre gode venner – ikke mindst var især Therese og Jacob travlt optaget af at besøge venner. Det var en dejlig tid, og vi siger endnu engang tusinde tak til jer, vi boede hos, og jer, vi besøgte. Tak fordi I tog jer tid til at være sammen med os.

Det var som altid en hektisk, men dejlig tid. For undertegnede var det for første gang i Odense nogensinde med en følelse af at være hjemme, en følelse af at høre til – den følelse kan jeg ikke sætte ord på, hvor dejlig er for mig at have. Som sagt er det aldrig sket før, men forhåbentlig varer den ved, og der venter måske et rigtigt hjem for mig i Odense – langt om længe!

Tilbage i det engelske og en hektisk hverdag – aldrig før har det været så hektisk. Therese har travlt med mange lektier – Year 6 er SAT year; dvs. en afsluttende eksamen på primary school før, det går løs på Secondary School. Alene ansøgningsprocessen er stressende, men det er en anden sag. Vi er så priviligerede at have en meget meget god secondary school i nærmiljøet, hvor der tilbydes en i mine øjne hverken mere eller mindre end fantastisk uddannelse i offentlig regi. De traditionelle fag som engelsk, matematik og naturvidenskab er i højsædet, men derud over er der meget fokus på musik (skolen er en af de første musik-certificerede skoler i landet), drama, sport, sløjd, hjemkundskab, fremmedsprog samt billedkunst – så en uddannelse, der kommer rundt om hele mennesket. Når jeg ser på sådan et tilbud, kan jeg godt ærgre mig over, at man ikke kan tilbyde det samme i Danmark. Ud over skolen står der for Therese fodbold på programmet, jf. nedenstående indlæg.

Peter kæmper stadig med at finde sin plads i sin nye klasse; det kan desværre være lidt svært at huske at stifte nye venskaber i klassen, når der på skolen går to drenge, man kender fra nabolaget – disse er et par år yngre; gode drenge som han leger godt med, men også vigtigt at have kammerater på sin egen alder. Peter er rigtig glad for atletik, så i denne termin har han løbeklub mandag efter skole – super løbestil; langsom starter, men så sættes turboen ind, og han løber fra de fleste. Endda så mange at han blev  udtaget til at repræsentere skolen i det lokale skole-atletikstævne. Derud over er Peter begyndt at spille tennis, og så er der jo LEGO, de hemmelige agenter, naturvidenskaben, fjernsynet samt kammeraterne i kvarteret at passe. Desuden er han i skoleregi begyndt at spille trompet. Peter spillede jo samba-trommer hele foråret, og er meget rytmisk og musikalsk – så i modsætningen til Thereses begyndervanskeligeheder på trompeten, lyder det ikke som en syg elefant, når Peter øver sig . 

Jacob er rykket op i juniors – primary school er delt op i infants (Reception (0.kl.) – Year 2) og juniors (Year 3 til 6). Det er sejt at være blandt de ældeste på skolen, også selvom man er de yngste af de ældste…. Jacob leger mest med Tom og Alex fra sin klasse, som bor lige rundt om hjørnet. Med Tom har han stiftet et venskab, som stikker meget dybt, og de to kan få timer til at gå med hovederne tæt sammen… helst foran Nintendo Wii eller med hver en tennisketcher i hånden og en bold i mellem dem. Også i år er Jacob inviteret til at deltage i matematikklubben for de særligt dygtige, og han elsker det. Desuden går han sammen med en god klassekammerat Harry til Fun Sport, Multisport. Det er en klub på skolen, hvor de prøver forskellige sportsgrene.

Det er egentlig meget smart med klubberne på skolen. Alle elever har fri kl. 15.15, og så tilbyder lærerene gratis klubber den næste times tid. Det kan være løb, kor, syning, lektiehjælp eller fodbold. Dertil kommer et arsenal af betalingsklubber, alle arrangeret af firmaer udenfor skolen. Hvor man i Danmark dyrker sin sport i foreninger, foregår en stor del af sporten på skolerne. Der findes utallige firmaer, der tilbyder sport på skolerne – f. eks.  fodbold, cricket, tennis. Hvis man er interesseret i at drive det til noget mere, forsøger man at blive optaget i en klub. Med optaget mener  jeg, at man enten bliver headhuntet eller skal gennem optagelsesprøve -  sport er jo ikke for sjov!!!!!!

Morten er gået ind i sin kontrakts sidste år, og mange i firmaet rykker for at høre, hvad han vil, når den udløber. Som I ved, er vi endnu ikke helt afklarede omkring dette, omend det tegner til, at England efterhånden har udtjent sin værnepligt – hele diskussionen om hvorvidt vi vil have eventyr (så er England yt!) eller hverdag (så vil vi hellere have den i Odense, så England igen yt!) om igen; Danmark trækker voldsomt i undertegnede, men ærligt, er tanken om at skulle bosætte sig permanent i Danmark også skræmmende!

Den engelske afdeling klarer sig ikke vanvittigt godt – der kan vist ikke være nogen tvivl om, at England er et af de lande, der virkelig er hårdt ramt af kreditkrisen. Måske er det det værst ramte. Psykologi spiller en stor rolle, og englænderne er forsigtige og meget pessimistiske. Så det er meget sparsomt, hvad der kommer til af nye kontrakter på det engelske marked, og organisatoriske ændringer  er varslet. Vi ved positivt, at Morten ikke står overfor en fyring, men en omrokering banker nok snart på døren.

Selv savner jeg at høre til, at føle jeg er en del af noget: en arbejdsplads, en omgangskreds. Som tidligere skrevet har jeg ikke mulighed for at komme på arbejdsmarkedet her, og det er hårdt at skulle blive ved at underholde sig selv derhjemme. Udgangen på min hypnoterapi for snart et år siden samt det at have fortalt min familie om det har omsider frigjort mig for årelange depressioner, hvilket jeg naturligvis er lykkelig for. Det er imidlertid også afstedkommet et brændende ønske for igen at deltage i livet, at komme ud og arbejde, at være en del af et arbejdende fællesskab. Jeg heler stadig og skal finde mine ben – nogle kalder det måske et midtvejskrise, jeg kalder det at finde ud af ting, jeg under andre omstændigheder kunne fundet ud af for mange år siden. Dertil kommer sorgen over det tabte. Det er ikke nemt, men selvom jeg til tider kan være rigtig ked af situationen, kan jeg heldigvis betragte det som symptomer på endelig at være blevet mental rask og klar til at leve livet! Og det er jo dejligt!

Jeg går en del i motionscenter, hvilket er supergodt for min vægt og helbred i det hele taget, og jeg er rigtig glad for det. Udover konditions-og vægttræning er jeg begyndt på yoga (meget anderledes end noget andet jeg har prøvet) og deltager også på et specielt ryghold. Desuden er jeg begyndt på Nordic Walking – i Danmark kaldet stavgang. Hver fredag med en dansk instruktør traver vi i de fantastiske parker, vi er så heldige at have omkring os.

Jeg skriver stadig på min kriminalroman – har systematiseret skriveriet og arbejder nu fast på den to dage i ugen. Det er en stor udfordring, en spændende process, men jeg er nok for ydmyg overfor det. F.eks. har jeg i indeværende uge arbejdet meget på mine karakterer – nogle af dem skriver nærmest sig selv, mens andre skal have et lille skub på vejen. Nogle dage flyder det, mens det andre gange virker utroværdigt og uautentisk. Dette afspejler sig først og fremmest i dialogen, som helt klart er det jeg må kæmpe mest med.

Morten og jeg var inde og se Buckingham Palace for et par uger siden. Da dele af Windsor Castle i 1992 brændte, åbnede Dronning Elizabeth dele af Buckingham Palace for offentligheden for at skaffe penge til den omfattende renovation af sin residens i Windsor. Desværre blev vi en anelse skuffede. Besøget bestod af tre dele: Queen’s Gallery, The Royal Mews samt Staterooms. Overordnet ikke noget vi ikke havde set før rundt omkring i England og Europa. Enkelte flotte detaljer som den overdådige guldkarat, officielle smykker og ordener, de mange smukke Faberge figurer samt lofterne. Ellers virkede stedet noget gammelt, trist og nedslidt – slet ikke så overdådigt som f.eks. Windsor Castle.

Vejrmæssigt har september været rigtig god – meget sol og varme, så vi har benyttet lejligheden til et lille besøg i den maleriske flodby Henley on Thames, hvor det årlige, meget traditionsbundne og vigtige kap-ro-sejlads (kan ikke lige finde et bedre ord; hvis det da overhovedet er et ord??!!) mellem Oxford University og Cambridge University skydes igang. En anden flodbegivenhed er det årlige ande-race, The Great British Duck Race, fra Molesey Lock til Albany Pub: 175.000 blå plastikænder slippes løs ned af floden, ejeren af den første vinder £10.000, og overskudet går til NSPCC, den engelske udgave af Red Barnet. Sidste weekend mødtes vi med David, som jeg har rejst med i Australien for snart 20 år siden, og dennes familie i Barnes Wetland Centre – vi troede, det ville være et super sted at gå tur med alle ungerne, men nej, det er sørme et SERIØST fugleudforskningssted (er det mon et ord?!)… men heldigvis var der en super god legeplads .

Billeder lagt i mappen Photos August & September 2009.