Hvad er det dog med det her sted….

der sådan kommer ind under huden på én? Metropolen? De skønne parker? Det multietniske samfund? De utallige muligheder, stedet tilbyder i form af uddannelse, sport, kultur etc? Englænderne? Friheden ved at tilhøre en etnisk minoritet? Friheden ved at være anderledes? Friheden ved ikke at være forpligtet i forhold til familien i Danmark? De to fantastiske uger, vi hvert år tilbringer med venner i Danmark? De mange besøg vi har haft hjemmefra? De tætte forhold til vores venner derhjemme? De nye venner og bekendtskaber, vi har skabt her? Status ved at være udstationeret? Det at have noget i baghånden, hvis vi en dag bliver trætte af at bo her? De mange fantastiske rejser, vi har været så heldige at have? Eventyret? Dagligdagen?

Listen af mulige svar vil være så lang, at jeg bare stopper her, for jeg kender alligevel ikke svaret og finder det såment nok heller ikke. Ikke desto mindre er det nu tredie gang, jeg bor i London. Første gang var som Au Pair det år, hvor Berlinmuren faldt – selv med udsigt til at skulle backpacke i Asien og Australien tudbrølede jeg hele vejen hjem herfra. Og da Morten og jeg med børnene havde boet i Kingston-Upon-Thames i to år i starten af dette år tusinde, var der ikke et øje tørt i mit ansigt på den lange køretur gennem Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland.  Jeg glemmer aldrig det smukke syn af Dovers hvide klipper, da vi sejlede fra England eller den kvælende fornemmelse, jeg fik, da jeg så hesian-opslagstavlen på den første tankstation på den danske side af grænsen.

Vores nuværende udstationeringskontrakt udløber om mindre end 6 måneder, og beslutningen om, hvad vi skulle gøre med os selv, har været undervejs længe – både bevidst og ubevidst! Det har været meget belastende ikke at kunne lade tankerne ligge i fred, men omvendt også en sund proces – ikke noget, der kan besluttes natten over. Det har på mange planer været en skræmmende beslutning; lige indtil den dag maverne talte deres tydelige sprog. I lange perioder har vi mandag gerne ville tilbage til Danmark, tirsdag gerne ville blive og onsdag gerne ville et tredie sted hen. For undertegnede har det afstedkommet mange delvis søvnløse nætter samt mange diskussioner mellem mit intellekt og min mave.

Vi har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at SimCorp gerne har ville beholde Morten her i London, men at der ville være nogle økonomiske forhold, som – grundet Danmarks manglende vilje til at udstede E101-blanketter til mere end 3 år (mod tidligere 5) – ville medføre et betydeligt indhug i vores opsparring, skulle vi beslutte at blive. For SimCorp vil ikke engang diskutere at gå ind og dække disse udgifter.

Vi har heller ikke været i tvivl om, at Morten – selvom han i følge sin kontrakt ikke har krav på tilbud om ansættelse i København (kun “et sted i koncernen”: f. eks. Abu Dhabi: hjælp….!) – ville kunne få arbejde hos Simcorp i Danmark. Lige nu besidder han hele tre tilbud på stillinger, som forskellige mennesker til enhver tid – siger de i hvert fald – vil oprette til ham, skulle han ønske at vende snuden hjem. Der skal ikke herske tvivl om, at vi hører hjemme i Odense. Det er der, vi har de fleste af vores venner. Og vi har mange gode, tætte venskaber, hvoraf de fleste heldigvis synes at trives i bedste velgående og vel egentlig bare er blevet dybere og tættere af adskillelsen og de intense dage/timer, man så har sammen 2-3 gange årligt, mens vi er bosiddende i udlandet. Personligt savner jeg mine venner i Odense rigtigt meget – børnene og jeg har lige været hjemme i en uge og nydt vores venners tid og selskab samt rugbrød og danske hotdogs ikke at forglemme. Tusinde tak til alle jer, der har været med til at gøre endnu en ferie speciel, til alle jer, der inviterede og til jer, vi har boet hos. Så på den konto ville det være dejligt at flytte tilbage til Odense. At Morten så skulle pendle til København, at jeg skulle ud og arbejde fuldtid – Morten ville aldrig kunne opretholde den løn, han får her, i Danmark (og skatten er betydeligt højere… huspriserne betydeligt mindre…) – og samtidig stå for alt med ungerne… ja, det tager jo pusten fra én, når man er så priviligeret, som vi føler os i øjeblikket. Endelig er det at rejse hjem en meget endegyldig beslutning at træffe – så er der ikke noget i baghånden, hvis det ikke er det rigtige.

At flytte til et tredie land kunne være fantastisk. Personligt har jeg drømt om livet på Sydneys nordstrande i tyve år – ikke mindst i Dee Why; ved sågar hvilken skole børnene skulle gå på…  Morten synes imidlertidig, det er for langt væk, men kunne gå med til Singapore. Pt er der ikke nogle jobs at få derude, så det reelle valg er mellem København eller London, når vi ikke vil til et ikke-engelsk talende land (og mine britisk-engelsk-talende unger skal ikke ha’ amerikansk accent…. sprogsnobben lever vel i bedste velgående!).

Men hvad bliver det så til da? Hvor skal vi være, når vores nuværende kontrakt udløber i slutningen af august? Morten er netop i dag blevet enig med såvel sin salgsdirektør som sin direktør. Vi har fået alle vores krav i gennem og tager to år mere i det syd-vest-londonske. De sidste par dage har været meget følelsesladede; tanken om at skulle rejse herfra om mindre end 6 måneder har bragt tårer i mine øjne mange gange… og ja, det bliver sikkert ikke bedre om 2½ år, men den tid… den sorg.

Eneste sorg lige nu, er at huset vi lejer skal sælges, så vi skal flytte. Vi håber og vil arbejde på at blive på gaden – altså i et hus selvfølgelig , da børnene har mange gode kammerater og lege med, men nu får vi se. Under alle omstændigheder kan I godt gå i gang med at booke flybilletter til LHR eller LGW.

Godt nytår fra Paris, Euro Disney & London

Julen blev ikke helt, som vi havde forestillet os. Børnene besluttede enstemmigt at sløjfe den danske tradition med juleaften for at prøve den lokale skik med gave-og madræset juledag. For hvordan kan julemanden, selvom vi ganske vist er ude over at tro på ham…, komme til os juleaften, når vi er i England? Og som de engelske børn spørger: “Hvordan kommer han egentlig uset ind til os juleaften, når vi er oppe?”

Det er spørgsmål, vi ikke lige kunne besvare, men selvom både Morten og jeg syntes, det var lidt underligt ikke at skulle jule juleaften, var vi straks med på børnenes idé. Juleaften tilbragte vi således med venner i London, hvor vi vandrede rundt og nød det store norske juletræ på Trafalgar Square og de mange smukke julelys i handelsgaderne samt indtog, hvad der skulle forestille at være vores julemiddag på Gourmet Burger Kitchen.

Julemorgen, stor morgenmad og så lys i træet samt gaveoppakning – hyggeligt og fantastisk afslappende for os alle at der stadig var hele dagen til at lege med legesagerne (læs: spille de mange elektroniske spil og læse de, heldigvis, endnu flere bøger). Ikke mindst var det skønt at slippe for ventetiden hele juleaftensdag, som er lang.

Efter total afslapning i juledagene kørte vi d. 29. december mod Paris og Euro Disney. Vejret op mod jul havde været meget ustadigt med masser af forsinkelser på EuroStar og snekaos på såvel den franske som engelske side af Eurotunnel. Heldigvis var vi ikke med EuroStar, men i bil – og biltogene synes at være bedre udrustede, for de har kørt i hele perioden, og bortset fra en bidende kulde havde vi ingen vejrproblemer overhovedet.

 Lille-nytårsaften, som vi ellers har tradition for at tilbringe sammen med Lars og Bodil travede vi Paris tyndt, fra Notre Dame langs Seinen til Louvre over Place de la Concorde, op ad ”Jean de le shit” (som den i mangel af bedre udtale – det er ikke nemt, når man har fransk i en engelsk skole, Jacob!! – blev døbt) forbi Triumfbuen og ned til Eiffeltårnet. Og det må siges at være dagens absolutte højdepunkt – ud over drengenes tissen i søen foran Louvre…..(photoalbum).

Jacob, Therese og undertegnede er ikke så glade for højder, så for vores vedkommende var 2. salen en stor oplevelse – og overvindelse, men Morten og Peter var ikke så pivede, så de tog turen til 3. sal. Det største for børnene var dog, da lysende tændtes, og tårnet stod op blinkede til os og resten af Paris. Meget betagende.

   Euro Disney var pakket med mennesker, yderst arrogante franskmænd – undskyld til jer, der måtte lide af frankofili, men jeg må jo skrive, som jeg ser det!!! -, fantastisk smukke og betagende julelys (tør slet ikke tænke på CO-2-foot print’et (hjælp mig med tilsvarende dansk udtryk!!!), masser af sjove shows og parader, ud over disse ikke så mange figurer som sidst (jeg savnede personligt Minnie, som ubetinget er min favorit) og så selvfølgelig de mange aktiviteter, som ikke mindst Morten og Peter nød godt af.

Det var en træt, men underholdt familien Friis der efter fem dage vendte snuden mod den høflige civilisation på den rigtige side af kanalen og troede, vi skulle tilbage til hverdagen. Den varede imidlertid kun to dage, før snemasserne, ”de antarktiske forhold” (direkte citeret fra BBC 10 O’Clock News) og den generelle manglende evne til at håndtere en smule sne (for det er i grunden kun en smule) lukkede skolerne ned, efterlod 250.00 passagerer strandet i Gatwick Airport og forvandlede London til en krøbling. Naboer der skraber – forsøger er nok en mere præcis angivelse af deres handlinger (!) – sne med fejeblade, af-iser biler med stive koste (ikke godt) og kreditkort!!!! Men selvfølgelig altid godt stadig at føle, det er i brug!!!!!

Så til alle jer derude, derhjemme og her: Vi ønsker jer alt det bedste for det nye år, hvor vi håber at komme til at tilbringe mange dejlige timer med jer. Godt nytår!

Glædelig jul og godt nytår

 Så står endnu en jul for døren! Endnu en jul uden pebernødder fra Hjertebageren i Tarup Centeret, kalenderlys, rigtige traditionelle gran-dekorationer og ikke mindst børnenes julekalender på fjernsyn; endnu en jul med fantastiske juleudsmykninger og lys i Londons handelsgader, mince pies og Christmas puddings….( :-O…!) og et hav af engelske juletraditioner. Hvis der er noget, englænderne er gode til, er det nemlig at skabe julestemning!

 Vi skal, for første gang nogensinde, holde jul alene. Det var i starten en underlig tanke, men nu, hvor vi har vænnet os til den, glæder vi os faktisk. Noget af det, vi virkelig satte pris på ved julen i Odense, var de dage mellem jul og nytår, hvor vi var alene og bare kunne beholde nattøjet på hele dagen, lege og hygge os med børnene og deres gaver samt ikke bekymre os om at skulle ud af døren eller om, hvornår maden skulle stå på bordet. Sådan nogle dage har vi ikke haft i flere år – klaveret spiller anderledes, når man har overnattende gæster, så vi ser frem til en total stressfri, stille og rolig jul i år.

 Men inden da skal juletræet bringes hjem, de sidste gaver bestilles over nettet (en Guds velsignelse i disse tider!), skolens Christmas Fair overståes (i ordets bogstavligste forstand), vi har et besøg fra Odense (Lise, Kim, Sebastian og Oliver), som vi glæder os rigtig meget til, og så skal julekortene skrives.

 Og hvad skal man så skrive i sådanne? 2009 har været et begivenhedsrigt år præget af mange op-og nedture, men hvilke bør, kan, skal medbringes i en julehilsen som denne? Ingen gider skrive endsige læse om triste emner som mobning, sygdom, depressioner og sorg, men omvendt er det på lige fod med de skønne ferier, de dejlige stunder med ens børn, de spændende bøger man har læst, det fede og udfordrende job samt ens drømme og planer for det nye år en del af livet. Så hvad skal med, og hvad skal ikke?!

 2009 har for alvor været året, hvor vi har skulle mærke efter, hvad vi vil, når vores kontrakt med SimCorp udløber ultimo august 2010. Året, hvor hverdagen i det engelske for alvor skulle stå sin prøve i forhold selvsamme i Odense. Når man vælger at bosætte sig i udlandet, går man gennem forskellige faser omkring hvor fantastisk ens nye liv hhv. er og ikke er, og det er først efter nogen tid, hverdagen med sit grimme eller smukke ansigt for alvor sætter ind – og den tid har 2009 været for os.

 Efterhånden som eventyret blev mere og mere afløst af hverdagen, som det jo med tiden nok sker alle vegne, har kunsten været at skabe et liv, som alle kunne være glade for og trives i. Som udstationeret har man hele tiden sit hjemsted at sammenligne med, på godt og ondt! Og hvad er så forskellene? Hvad er de gode aspekter ved expat-livet, og hvor ligger katten gemt?

 Fordelene er ikke svære at få øje på:

 Først og fremmest en enorm udfordrende oplevelse for hele familien at flytte til og lade sig integrere i et fremmed land; selvom det ikke er første gang (og forhåbentlig heller ikke sidste) for os, så har vi stadig ikke ord for, hvor stort det rent faktisk er. At sige det er en oplevelse for livet, er en underdrivelse af dimensioner – det er snarere en oplevelse med livet. Et liv, og en oplevelse vi – som familie – altid vil have sammen.

 En anden og meget fremtrædende fordel er de tosprogede børn, hvis øjne i den grad bliver åbnet for verden omkring dem med forhåbentlig en langt større tolerance for det forskellige og et større mod på at omfavne det nye, det fremmede samt en evne til at se potentialer fremfor problemer. Der hersker ingen tvivl om, at Therese, Peter og Jacob har fået og til stadighed får en lession i og for livet, de aldrig ville have kunne have fået i Danmark. Så at berige deres voksende liv på så anderledes måde er guld værd for os alle.

 Uddannelse synes at være præget af langt højere kvalitet i vores område end det, vi fornemmer er tilfældet derhjemme. Skolen, vores børn går på, har etableret et fantastisk trygt, udviklende og spændende læringsmiljø, hvor der med fokus på den enkelte elevs stærke og svage sider, undervisningsdifferentiering, sociale kundskaber og læring for og om livet eksisterer en fantastisk respekt for elevernes akademiske, sociale og dannelsesmæssige udvikling.

 At være bosiddende i en af verdens fantastiske metropoler er i sig selv en enorm tilfredsstillelse. At føle man er en del af noget så smukt, vibrant og kulturelt er ganske dejligt. I vores hverdag mærker vi måske ikke så meget til selve metropolen, men vi er alligevel prægede af dens tilstedeværelse lige rundt om hjørnet. Der synes højere til loftet, mulighederne er flere, og forskellighed hyldes.

 Mere lokalt er vi så priviligerede at have Hampton Court Palace på vores dørtrin, de mange smukke parker som f.eks. Kew Gardens, Richmond Park og Bushy Park, de små hyggelige stemningsfyldte forstæder som Wimbledon Village og Guildford samt endelig min yndlings, Themsen og livet langs dens bredder. Alt i alt et fantastisk sted at få lov at bo.

 Ulemperne… ja, der er vel egentlig kun en rigtig ulempe, nej to: Vi savner alle vores venner i Danmark. Rigtigt meget! Og så er det bare for dyrt her! Alt for dyrt!!!

 Rent socialt har det været langt sværere at falde til denne gang, end da vi boede i Kingston-Upon-Thames. Området vi er i er meget lidt internationalt, og at vi er landet lige midt i den engelske middle-class mærkes tydeligt i vores måske forkrampede (?) forsøg på at skabe os en omgangskreds. Det synes bare ikke rigtig at lykkes at skabe nogle varige venskaber for os alle sammen. Som en anden udlandsdansker meget klogt sagde til mig, så bliver det med alderen sværere og sværere at skabe nye venskaber, da man har så meget historie, der ikke bare automatisk følger med. Dertil kommer, at når ingen andre rigtigt er i samme båd, så har vi bare nogle andre behov end mange af dem, vi møder, og man orker heller ikke blive ved at arrangere og vil nødig fremstå som over-ivrig og skræmme folk væk, når man ikke mærker tilsvarende interesse retur. Her må vi virkelig konstatere, at det ville være ønskeligt, at vores børn gik på international skole, for så skulle vi bare møde op i skolegården for at møde ligestillede og andre i samme situation som os.

 Dertil kommer så, at vi desværre må sande, at ”ude at øje ude af sind” tilsyneladende lever i bedste velgående. Vi synes at have har mistet et par venskaber mens ude af landet, og mange andre hører vi sjældent fra – og så er der os selv. Vi får heller ikke lige ringet, skrevet eller lignende. At holde kontakten er en to-vejs-affære, men hovedansvaret hviler muligvis på os. Dette også en af grundene til, at vi er i Danmark to gange om året, hvor det udelukkende handler om at være sammen med så mange venner som overhovedet muligt – og der må jeg sige, at vi skylder vores venner stor tak!

 Det er aldrig slået fejl; hver gang vi har været i Danmark, har vores venner nærmest stået i kø for at være sammen med os. I har ingen anelse om, hvor dejligt det er at mærke for os – hvor skønt det er at mærke, at venner gennem mange år og nyligt oprettede venskaber lever i bedste velgående trods afstanden. Det skal I have tusinde tak for – ikke mindst jer, der har haft os boende; ligesom jeg også siger tak til alle jer, der har lagt øre, sjæl og trøst, opmuntring og ros til i ikke-altid-nemme-tider for undertegende.

 I øjeblikket føler vi næsten, vi skal vælge mellem på den ene side at bo på dette pragtfulde sted med alle dets muligheder, men uden en fast omgangskreds og på den anden side at sluge det antiklimaks, det vil være at komme hjem til Odense, men så til gengæld at have vores venner tættere på.

 Puha, nogle gange ville det have været nemmere at været blevet derhjemme, ikke at have haft denne fantastiske mulighed. Så var vi sluppet for den enorme og for os altafgørende beslutning, der ligger og lurer. Kunne vi da bare tage vores venner og tvangsflytte til London, så var vi ikke i tvivl et eneste øjeblik. Og det er vi i vores hjerter nok heller ikke mere; hvis vi ikke kan komme på et nyt eventyr, kalder den fynske bøgeskov i form af nogle blomstrende venskaber for både børn og voksne. Og det vil vi glæde os meget til.

 Rent rejsemæssigt har 2009 så absolut været et godt år. Vi har været i Danmark hele tre dejlige gange, hvor vi – som altid – lukreerede på manges gæstfrihed og samlede op på tabt tid med venner og familie. Vi var i skønne Singapore og besøge Line, Kent, Emma, Lucas og Julian, på eventyragtige Borneo og på paradisøen Rawa Island over påsken og glæder os allerede vildt til næste gang. Vi holdt sommerferie i Italien og hvad, børnene ikke ved, er, at vi skal fejre nytår i Paris og EuroDisney. Jeg vil ikke gå nærmere ind i disse pragtfulde ferier, da jeg allerede har postet indlæg her på bloggen. Men hov, lige et øjeblik: Alle disse rejser er da minsandten også et klart plus ved livet som udenlandsdansker. Noget jeg håber, vi tager med os hjem , når den tid kommer!

 Vi har ikke haft så mange besøg i år, som vi plejer. Om det er kreditkrisen, der trykker, nyhedsværdien der er for nedadgående eller bare rent tilfældigt, skal jeg ikke kunne sige. Og ja, vi kan jo ikke forvente, at I holder jeres ferier her hos os, men når I gør det, glæder vi os meget over det Det er dejligt at besøge jer i jeres hjem, men tiden synes altid så knap – når vi er sammen her, giver det lidt mere tid og ro, desuden er det skønt for os at kunne dele vores liv her med venner og familie. De besøg, vi har haft i år, har været dejlige: Majken, Niels, Frederikke og Jacob var her en lille uges tid før påske og fik oplevet, hvor skønt foråret kan være her. I juli havde vi besøg af Eva, Keith, Tim og Anna, som i en uge drønede rundt med alle deres venner herfra og New Zealand. Der var heldigvis også tid til at få nogle hyggelige stunder samt en udflugt sammen med os. Vi har desværre haft en del planlagte, aflyste besøg her i efterårets løb, men har været så heldige at have Lotte (som vi kender herfra, men nu bor i Texas) samt Tanja her. Man siger, at kvalitet tæller fremfor kvantitet – og med de dejlige besøg vi har haft, må vi sige ja, det er rigtigt. Som skrevet kommer familien Boysen og ser på julelys lige før jul, og det glæder vi os meget til.

 Børnene har alle haft begivenhedsrige liv. Ikke mindst var turen til Asien, som de ellers ikke var specielt begejstrede for at skulle med på, en ”eye opener” uden lige for dem alle tre. Opholdet i Longhouset på Borneo satte sine spændende spor, ligesom vi nu kan slippe afsted med at sige til børnene, at der ikke er råd til is, biograf mm., hvis vi skal tilbage til Rawa Island – ingen tvivl om, hvad de helst vil Og så var der selvfølgelig in-flight-entertainment, der kunne matche selv Jacobs behov for skærmunderholdning… endnu mere .  Og nu hvor vi er på emnet…. Jacob har etableret nogle stærke venskaber i løbet af dette år, og vi hører aldrig mere fra ham, at han har mistet sine venner i Danmark og ikke har nogle her. Hans venner er – hvis nogle skulle være i tvivl – lige så glade for skærmspil som han: Wii, DS, PC’er osv. osv., men der tilbringes også rigtig meget tid med Club Penguin Cards, tennis og andre udendørs lege. Jacob klarer sig strålende i skolen, og får rigtig meget ros, ikke mindst i matematik hvor han er 1½ år foran og går til specialundervisning efter skole. Rent sportsmæssigt interesserer og dyrker Jacob det meste, når blot det er på Wii….. heldigvis går han til Fun Sport, hvor de rent fysisk prøver forskellige sportsgrene, med en kammerat.

 Peter er vel nok den, der har oplevet den største omvæltning, idet han skiftede skole umiddelbart efter vores hjemkomst fra Asien. Det var ikke helt omkostningsfrit – det er et skoleskift vel sjældent?! Men nu, hvor han har lært, det faktisk er okay at begå en fejl, ikke altid at have slipset bundet korrekt og nogle gange at glemme sin trompet uden at blive straffet, må vi sige, at han trives rigtigt godt. Han kommer nu smilende ud fra skole og fortæller om højt og lavt. Det er dejligt! Han har fået mange nye kammerater, er en integreret deltager i klassen og får så meget ros for sin hårde arbejdsindsats af sin lærer. Rent fagligt har han desværre måtte konstatere, at han ikke har lært nok på sin gamle skole – han har lært det samme på sine to år her som Jacob har, men det er desværre ikke nok, når han går i 5. klasse og ikke 3. som Jacob. Med lidt ekstra undervisning, både i skolen og herhjemme, skal han nok få det indhentet, men det er nogle gange hårdt arbejde. Peter er udtaget til skolens atletikhold og er netop begyndt at dyrke det i klub – meget inspirerende, idet begge hans trænere er i fuld gang med at kvalificere sig til OL i London 2012. Vi håber, det bliver hans sport, for han har haft svært ved at finde en, han har gidet holde fast i.

 Therese går i travle 6. klasse, hvor de forbedrer årets SATs, som er det engelske svar på Nationale Test. Det er hårdt arbejde, men Therese hænger flot i. Thereses hovedfokus ligger selvfølgelig på fodboldbanen, hvor hun jo i indeværende sæson har fornøjelsen af at træne med Chelsea, deltage i deres invitations-fodboldskoler samt spille med syv andre dejlige fodboldtossede piger (forældrene er for alvor tossede!!! Og ikke kun i fodboldhenseende!) for Molesey, hvor de – indtil videre – vinder alt, de deltager i. Rent kammeratmæssigt savner Therese at have en veninde eller to; efter forårets mobning har hun mistet to – troede vi – meget tætte veninder og det er ikke rigtig lykkes at genetablere forholdene eller finde nye. Det piner hende af og til, og hun savner sine veninder i Odense meget. Heldigvis har hun nogle gode drenge-venner både på skolen, og hvor vi bor. Skulle vi beslutte os for at blive, skal hun på secondary school efter sommer; det håber vi selvfølgelig vil åbne mulighed for at møde nye veninder.

 Mortens afdeling bliver nedlagt efter jul, og som det ser ud nu, kommer Morten i salgsafdelingen, hvor han skal stå for mersalg til eksisterende kunder. En hel ny udfordring, næppe hans ønskejob – men som hans direktør sagde, må man jo nogle gange tage noget, man ikke ønsker for så at springe på, når det rigtige igen tilbyder sig. Ikke noget godt forhandlingsgrundlag, når firmaet gerne vil forlænge kontrakten med ham. Det har været et hårdt arbejdsår for Morten; mange lederkurser i København, et par rejser til Abu Dhabi samt opbygning af en ny afdeling, som så nu bliver nedlagt igen, da kunderne pga. den fortsatte kreditkrise ikke har råd at betale for deres ydelser.

 Morten stortrives i det engelske bankmiljø, nyder sin gåtur fra Waterloo Station til City og befinder sig godt i det travle, finger-på-pulsen-finansklima, men er ved at være træt af, at arbejde sluger så meget at hans tid: Englænderne arbejder ikke for at leve, men lever for at arbejde. Morten savner at kunne gå noget mere i motionscenter, at komme til at spille golf igen samt være mere sammen med børnene. Desværre bliver dette nok ikke opfyldt med den branche, han har valgt, hverken her eller andre steder i verden – skulle da lige være i Abu Dhabi, hvor man går hjem kl. 16.00 hver dag.

 Mens jeg har skrevet dette, har jeg besluttet mig for ikke for eget vedkommende at gå nærmere ind i de mere dystre sider af 2009, men fokusere på de positive sider. Jeg er begyndt at undervise i modersmål på en international skole her i Surrey. Det er oprindeligt en hollandsk skole, som netop har åbnet dørene for et mere internationalt publikum; skolen har 140 elever, hvoraf 5 ikke er hollandske…! Jeg har kun een elev, så undervisningen er meget intens – både for ham og jeg. Det er ikke mange timer om ugen, kun 5½, men da de er fordelt over tre dage, og der er en del transport involveret, går der meget tid med det. På skolen er der en dejlig afslappet stemning samt et godt, morsomt lærerværelse. Jeg håber med tiden, der kommer flere elever og/eller flere timer på skemaet. Jeg får fortsat meget tid til at gå med motion, kæmper virkelig med at komme af med min rygskade og de sidste synlige effekter af depressionerne. Desværre har jeg de sidste par måneder været plaget af vertigo, og det har forhindret mig i mange ting. Jeg håber, det snart er på retur – man plejer at regne et par måneder til sådan en virus. Min bog har efter meget skriveri herpå i begyndelsen af efteråret holdt en lang god ferie. Jeg har længe hverken haft tid, lyst eller behov for at skrive, men har dog ikke opgivet. Jeg håber, jeg kommer igang igen i det nye år.

 Herfra skal lyde et ønske om en rigtig glædelig jul samt et godt nytår til jer alle. Vi håber, vi kommer til at tilbringe mange timer med jer i det kommende år, hvad enten det bliver her, i Danmark eller et tredie sted,

Henriette og familie

Smukke efterårsfarver i Cotswold

Små yndige huse i honningfarvede sten i små charmerende, omend meget turistoverrendte, landsbyer. Fine kanaler, masser af gamle sten-og træbroer, stokroser, krukker med blomster, små skæve dører og vinduer… Blade i røde, orange, gule og grønne nuance… fantastisk farveorgie.

Alt dette findes i hhv. Bibury, Lower Slaughter, Burton on the Water og Westonbirt Aboretum

  

Skøn frokost på stemningsfuldt hotel midt i Tetbury –  sød lille by med marked og smagsprøver på alverdens kager i nyåbnet Coop – lige noget for Jacob

Alt i alt dejlig dag i alt for sjældent solskin!

“Julie & Julia”

Jeg hører til dem, der mener, at Meryl Streep bestemt blev snydt for en Oscar for sin befriende rolle i musicalfilmen Mamma Mia, men okay – jeg har ikke set den film, Kate Winsley fik for. Ikke desto mindre må turen nu være kommet til Streep efter den fantastiske optræden i Julie & Julia - en film om blogging og mad. Eller er den om mad og blogging? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at ikke nok med at filmen var fantastisk velspillet, morsom, og fik ens smagsløg til at løbe i vand, så gik jeg fra biografen i søndags med en følelse af at have forsømt min egen blog. Hovedpersonen i filmen blogger dagligt i et helt år om sin madlavning. Selvom det aldrig har været meningen, jeg skulle blogge ofte, så burde jeg alligevel være lidt bedre til at få skrevet om vores liv i udlandet.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at det har været sommerferie – for vores vedkommende en dejlig lang en af slagsen. Vi havde først to uger i Italien, hvor vi for fjerde år i træk badede, spillede kort, læste bøger, spiste en del for mange is og badede på Camping St. Angelo  i Cavallino lige nord for Venedig. Det var en dejlig afslappende ferie. En enkelt dag sejlede vi til Murano , øen hvor glasset blæses. Et fantantisk sted, hvor man i den grad føler, tiden er gået i stå, hvor masseturismen glemmer at komme, fordi det langt større, mere berømte, men ikke mere charmerende Venedig ligger lige om hjørnet og hvor, man får en fornemmelse af det daglige liv på en af den mange øer omkring Venedig. Samme aften udforskede vi Venedig fra Canal Grande i det mest forrygende, men betagende tordenvejr. Himlen var lyserød. Himlen var lilla. Himlen var rød. Himlen var elektrisk. Himlen var betagende !

Efter Italien havde børnene og jeg to uger i Danmark – Morten måtte lige arbejde ind i mellem, så han rejste lidt frem og tilbage. Det blev til lidt familiebesøg og en masse besøg hos venner. Vi besøgte således Mortens forældre i deres sommerhus på Fanø samt Faster Lis og Niels i Ikast – to hyggelige besøg; ikke mindst dejligt at se Lis og Niels’ hus samt Jesper, Lise og deres to dejlige børn. I Odense boede vi hos Lars og Bodil, hos Lise og Kim samt hos Lene og Henrik samt fik besøgt mange andre gode venner – ikke mindst var især Therese og Jacob travlt optaget af at besøge venner. Det var en dejlig tid, og vi siger endnu engang tusinde tak til jer, vi boede hos, og jer, vi besøgte. Tak fordi I tog jer tid til at være sammen med os.

Det var som altid en hektisk, men dejlig tid. For undertegnede var det for første gang i Odense nogensinde med en følelse af at være hjemme, en følelse af at høre til – den følelse kan jeg ikke sætte ord på, hvor dejlig er for mig at have. Som sagt er det aldrig sket før, men forhåbentlig varer den ved, og der venter måske et rigtigt hjem for mig i Odense – langt om længe!

Tilbage i det engelske og en hektisk hverdag – aldrig før har det været så hektisk. Therese har travlt med mange lektier – Year 6 er SAT year; dvs. en afsluttende eksamen på primary school før, det går løs på Secondary School. Alene ansøgningsprocessen er stressende, men det er en anden sag. Vi er så priviligerede at have en meget meget god secondary school i nærmiljøet, hvor der tilbydes en i mine øjne hverken mere eller mindre end fantastisk uddannelse i offentlig regi. De traditionelle fag som engelsk, matematik og naturvidenskab er i højsædet, men derud over er der meget fokus på musik (skolen er en af de første musik-certificerede skoler i landet), drama, sport, sløjd, hjemkundskab, fremmedsprog samt billedkunst – så en uddannelse, der kommer rundt om hele mennesket. Når jeg ser på sådan et tilbud, kan jeg godt ærgre mig over, at man ikke kan tilbyde det samme i Danmark. Ud over skolen står der for Therese fodbold på programmet, jf. nedenstående indlæg.

Peter kæmper stadig med at finde sin plads i sin nye klasse; det kan desværre være lidt svært at huske at stifte nye venskaber i klassen, når der på skolen går to drenge, man kender fra nabolaget – disse er et par år yngre; gode drenge som han leger godt med, men også vigtigt at have kammerater på sin egen alder. Peter er rigtig glad for atletik, så i denne termin har han løbeklub mandag efter skole – super løbestil; langsom starter, men så sættes turboen ind, og han løber fra de fleste. Endda så mange at han blev  udtaget til at repræsentere skolen i det lokale skole-atletikstævne. Derud over er Peter begyndt at spille tennis, og så er der jo LEGO, de hemmelige agenter, naturvidenskaben, fjernsynet samt kammeraterne i kvarteret at passe. Desuden er han i skoleregi begyndt at spille trompet. Peter spillede jo samba-trommer hele foråret, og er meget rytmisk og musikalsk – så i modsætningen til Thereses begyndervanskeligeheder på trompeten, lyder det ikke som en syg elefant, når Peter øver sig . 

Jacob er rykket op i juniors – primary school er delt op i infants (Reception (0.kl.) – Year 2) og juniors (Year 3 til 6). Det er sejt at være blandt de ældeste på skolen, også selvom man er de yngste af de ældste…. Jacob leger mest med Tom og Alex fra sin klasse, som bor lige rundt om hjørnet. Med Tom har han stiftet et venskab, som stikker meget dybt, og de to kan få timer til at gå med hovederne tæt sammen… helst foran Nintendo Wii eller med hver en tennisketcher i hånden og en bold i mellem dem. Også i år er Jacob inviteret til at deltage i matematikklubben for de særligt dygtige, og han elsker det. Desuden går han sammen med en god klassekammerat Harry til Fun Sport, Multisport. Det er en klub på skolen, hvor de prøver forskellige sportsgrene.

Det er egentlig meget smart med klubberne på skolen. Alle elever har fri kl. 15.15, og så tilbyder lærerene gratis klubber den næste times tid. Det kan være løb, kor, syning, lektiehjælp eller fodbold. Dertil kommer et arsenal af betalingsklubber, alle arrangeret af firmaer udenfor skolen. Hvor man i Danmark dyrker sin sport i foreninger, foregår en stor del af sporten på skolerne. Der findes utallige firmaer, der tilbyder sport på skolerne – f. eks.  fodbold, cricket, tennis. Hvis man er interesseret i at drive det til noget mere, forsøger man at blive optaget i en klub. Med optaget mener  jeg, at man enten bliver headhuntet eller skal gennem optagelsesprøve -  sport er jo ikke for sjov!!!!!!

Morten er gået ind i sin kontrakts sidste år, og mange i firmaet rykker for at høre, hvad han vil, når den udløber. Som I ved, er vi endnu ikke helt afklarede omkring dette, omend det tegner til, at England efterhånden har udtjent sin værnepligt – hele diskussionen om hvorvidt vi vil have eventyr (så er England yt!) eller hverdag (så vil vi hellere have den i Odense, så England igen yt!) om igen; Danmark trækker voldsomt i undertegnede, men ærligt, er tanken om at skulle bosætte sig permanent i Danmark også skræmmende!

Den engelske afdeling klarer sig ikke vanvittigt godt – der kan vist ikke være nogen tvivl om, at England er et af de lande, der virkelig er hårdt ramt af kreditkrisen. Måske er det det værst ramte. Psykologi spiller en stor rolle, og englænderne er forsigtige og meget pessimistiske. Så det er meget sparsomt, hvad der kommer til af nye kontrakter på det engelske marked, og organisatoriske ændringer  er varslet. Vi ved positivt, at Morten ikke står overfor en fyring, men en omrokering banker nok snart på døren.

Selv savner jeg at høre til, at føle jeg er en del af noget: en arbejdsplads, en omgangskreds. Som tidligere skrevet har jeg ikke mulighed for at komme på arbejdsmarkedet her, og det er hårdt at skulle blive ved at underholde sig selv derhjemme. Udgangen på min hypnoterapi for snart et år siden samt det at have fortalt min familie om det har omsider frigjort mig for årelange depressioner, hvilket jeg naturligvis er lykkelig for. Det er imidlertid også afstedkommet et brændende ønske for igen at deltage i livet, at komme ud og arbejde, at være en del af et arbejdende fællesskab. Jeg heler stadig og skal finde mine ben – nogle kalder det måske et midtvejskrise, jeg kalder det at finde ud af ting, jeg under andre omstændigheder kunne fundet ud af for mange år siden. Dertil kommer sorgen over det tabte. Det er ikke nemt, men selvom jeg til tider kan være rigtig ked af situationen, kan jeg heldigvis betragte det som symptomer på endelig at være blevet mental rask og klar til at leve livet! Og det er jo dejligt!

Jeg går en del i motionscenter, hvilket er supergodt for min vægt og helbred i det hele taget, og jeg er rigtig glad for det. Udover konditions-og vægttræning er jeg begyndt på yoga (meget anderledes end noget andet jeg har prøvet) og deltager også på et specielt ryghold. Desuden er jeg begyndt på Nordic Walking – i Danmark kaldet stavgang. Hver fredag med en dansk instruktør traver vi i de fantastiske parker, vi er så heldige at have omkring os.

Jeg skriver stadig på min kriminalroman – har systematiseret skriveriet og arbejder nu fast på den to dage i ugen. Det er en stor udfordring, en spændende process, men jeg er nok for ydmyg overfor det. F.eks. har jeg i indeværende uge arbejdet meget på mine karakterer – nogle af dem skriver nærmest sig selv, mens andre skal have et lille skub på vejen. Nogle dage flyder det, mens det andre gange virker utroværdigt og uautentisk. Dette afspejler sig først og fremmest i dialogen, som helt klart er det jeg må kæmpe mest med.

Morten og jeg var inde og se Buckingham Palace for et par uger siden. Da dele af Windsor Castle i 1992 brændte, åbnede Dronning Elizabeth dele af Buckingham Palace for offentligheden for at skaffe penge til den omfattende renovation af sin residens i Windsor. Desværre blev vi en anelse skuffede. Besøget bestod af tre dele: Queen’s Gallery, The Royal Mews samt Staterooms. Overordnet ikke noget vi ikke havde set før rundt omkring i England og Europa. Enkelte flotte detaljer som den overdådige guldkarat, officielle smykker og ordener, de mange smukke Faberge figurer samt lofterne. Ellers virkede stedet noget gammelt, trist og nedslidt – slet ikke så overdådigt som f.eks. Windsor Castle.

Vejrmæssigt har september været rigtig god – meget sol og varme, så vi har benyttet lejligheden til et lille besøg i den maleriske flodby Henley on Thames, hvor det årlige, meget traditionsbundne og vigtige kap-ro-sejlads (kan ikke lige finde et bedre ord; hvis det da overhovedet er et ord??!!) mellem Oxford University og Cambridge University skydes igang. En anden flodbegivenhed er det årlige ande-race, The Great British Duck Race, fra Molesey Lock til Albany Pub: 175.000 blå plastikænder slippes løs ned af floden, ejeren af den første vinder £10.000, og overskudet går til NSPCC, den engelske udgave af Red Barnet. Sidste weekend mødtes vi med David, som jeg har rejst med i Australien for snart 20 år siden, og dennes familie i Barnes Wetland Centre – vi troede, det ville være et super sted at gå tur med alle ungerne, men nej, det er sørme et SERIØST fugleudforskningssted (er det mon et ord?!)… men heldigvis var der en super god legeplads .

Billeder lagt i mappen Photos August & September 2009.

 

 

 

Hvordan de store kan slippe afsted med at behandle de små II

Sidste nyt fra den engleske fodboldfront:

Igen har Chelsea svigtet med kommunikationen……. men denne gang til det gode! Efter forsommerens optagelsesprøve til Chelsea Football Academy Centre of Excellence blev Therese tilbudt 10 ugers træning begyndende i september; disse startede for to uger siden, og de sidste to tirsdage har Therese således været på Chelseas træningsanlæg i Cobham, ca. 20 minutters kørsel fra os. Stort, flot og yderst professionalt. Bare ikke når det kommer til kommunikationen.

Ikke desto mindre er 10-øren begyndt at falde for os; de langsomme danskere… Man kan slet ikke optages på Centre of Excellence, når man efter 1. sept. fylder et ulige antal år; det er kun aldersgrupperne Under 8, Under 10, Under 12 osv. osv. Er man således 9,11,13 osv. må man pænt vente til næste sæson – ventetiden kan man så bruge på forberedende træning – altså de 10 uger. Troede vi!

Therese er lige blevet tilbudt 30 ugers træning i – med Mortens ord – en af verdens bedste fodboldklubber; SÅDAN hver tirsdag indtil juli måned. Det er bare stort, og lige pludselig har hun ikke så travlt med at vende snuden hjem mod det danske . Så sådan kan de store slippe afsted med at behandle de små…. og heldigvis for det

Ud over Chelsea spiller Therese turneringsfodbold for en af de lokale, men alligevel anerkendte ungdomsklubber Molesey Juniors, hvis pigehold sidste sæson vandt alt, hvad de deltog i. Therese blev i foråret inviteret til at komme og spille for klubben, så vi havde en formodning om, at hun kom på holdet. Men nej! Sammen med syv andre tilkommere kom hun på andetholdet, kaldet The Wild Cats. Vi havde fuld forståelse for, at klubben gerne ville beholde deres “stjernehold”, men alligevel lettere bekymret for, om der nu kunne blive noget ordentligt fodbold på andetholdet. Alle bekymringer gjort til skamme. Og jeg siger jer, at Wild Cats’s træner er en meget lykkelig mand, for det viser sig, at hans hold består af otte yderst kompetente fodboldspillere, som indtil videre har blæst alle deres modstandere – inkl. Molesey’s vinderhold fra sidste sæson – af banen. Så igen, heldigvis for det!!!

Og så er der skolefodbold. Ikke noget kønt syn, men de har det sjovt Dertil fis og ballade med bolden hver fredag aften i den lokale ungdomsklub. Så der bliver slidt noget græs og nogle støvler….

Her bor vi ikke…

Sommeren, der ikke rigtig vil… (redigeret ultimo juli)

blive til noget rigtigt, er over os. Mange mennesker har spurgt os, om det ikke altid regner i England. “Nej da!”, har jeg sagt med lettere forarget stemme (ingen skal sige noget dårligt om det engelske vejr – så integreret er jeg dog blevet…). Men men men 2009 har været året, hvor jeg klart og tydeligt har måtte sige “JO, det regner dælme alt for meget”. F.eks. havde vi inviteret nogle af naboerne på grill i haven på årets varmeste dag, som pludselig blev oversvømmet (i bogstavligste forstand) af regnhagl på størrelse med ærter.

De fleste dage starter ellers meget godt med solen, der titter ind gennem ovenlysvinduerne på 4. salens soveværelse, men bortset fra en enkelt uge med decideret hedebølge (så skønt!), så er det, når vi er på vej ud af døren til skole kl. 8.30, overskyet og vådt. Meget meget deprimerende! Ikke mindst når døren til vores balkon er pivende udtæt, og vandet derfor står ind under den, danner en større sø af regnvand samt drypper ned i køkkenet under stuen – yderst træls! Vores landlord har først i sidste uge forstået alvoren af problemet – mente, at vi bare måtte holde afløbet fri for blade. Tja, nu har vi jo selvfølgelig heller ikke andet at lave end at sidde og holde øje med hans afløb…. Under alle omstændigheder ser det ud til, at problemet endelig er løst, og vi fik således ikke vand ind i aftes, da skybrud med kraftig torden og flotte lyn, som i skrivende stund er på vej til Danmark, passerede os.

På det seneste har vores landlord i det hele taget tilbragt en del tid i huset. Vaskemaskinen larmede som en jetmaskine – eller skulle jeg skrive som en servende kvindelig tennisspiller på Wimbledon….? Denne er nu udskiftet med en ny og det bedste er, at der er byttet om på vaskemaskine og opvaskemaskine, således at sidstnævnte nu står i køkkenet på nederste etage (til dem, der ikke kender vores hus, skylder jeg at sige, vi har to køkkener: Et stort køkken i lille rum på 1. salen, vi aldrig bruger samt et lille køkken i stort rum med udgang til haven). Fedt fedt fedt! Men nej, den virker kun en gang i mellem… så vi vasker stadig op i hånden.

Vi havde besøg af min fætter Niels, hans kone Rie samt deres tre børn, Anne Sofie, Signe og Jonas tidligere på ugen – og der virkede opvaskemaskinen heldigvis upåklageligt, men i skrivende stund sidder jeg – har igen aflyst ting og sager… – og venter på at få den repareret…! Det var dejligt at se Niels og hans familie igen. Alt for mange år siden sidst. Ikke mindst var det skønt at lære børnene lidt at kende – de er meget ældre end vores, fra 18 til 11, men fodbold synes at kunne sætte aldersforskellen ud af spillet. Vi håber, de har nydt deres dage i London og at vi snart får dem at se igen!

Peters fødselsdag blev fejret med to børnefødselsdage. Begge i parken hvor den stod på cricket – først med hans nuværende klassekammerater, dernæst med nogle venner fra den gamle skole. Vejret holdt tørt, men kun lige! Det var dejligt at lære Peters nye klassekammerater at kende – de virker som en flok rare, sjove drenge. Mange af dem har taget rigtig godt mod Peter; han har allerede mange kammerater og bliver inviteret hjem til te efter skole (te er aftensmad for børn! I de fleste familier spiser forældrene ikke sammen med børnene – så tea til de yngste og supper til forældrene, når farmand kommer hjem fra arbejde).

I denne uge er hele Peters årgang på lejrskole; emnet er teambuilding gennem fysiske aktviteter som vægklartring, svævebane, fætning mm. Han kommer hjem i aften, vi glæder os til at være sammen med ham igen (huset er MEGET tomt uden Peter), men vi er ikke i tvivl om, at turen vil have været sjov og have gjort mange gode ting for Peter i form af at blive en del af sammenholdet i klassen. Selvom Peter har nemt ved at skabe nye venskaber, er det alligevel hårdt for ham at være på en ny skole – mange af tingene er anderledes, ikke mindst pga. den mere demokratiske tilgangsvinkel til børnene, men også fordi han ikke føler sig om et fuldbyrdigt medlem af klassen endnu. Vi håber, lejrskolen og den fortstående sommerferie vil gøre, at han påbegynder Year 5 med en større følelse af at høre til.

Thereses årgang havde i sidste måned tre dage ved Themsen i Ham nord for Kingston-Upon-Thames, hvor de deltog i Thames Young Mariners. Det var hårde, våde, men sjove dage: vægklatring, bygning af tømmerflåde, ro i kanoer til Kingston og tilbage, badning i floden osv. osv. Trætte og ekstremt sultne børn at få hjem. Fodboldsæsonen er slut for i år, men lidt træning bliver det alligevel til. I onsdag begyndt Therese i sin nye klub Molesey Juniors Football Club, og det tegner rigtigt godt. De er mange piger, og de er gode piger. Pudsigt nok har Therese gået i nursery (en slags før-børnehaveklasse, nogle skoler tilbyder) med en af sine medspillere, da vi boede i Kingston for snart mange år siden. Pigerne kunne selvfølgelig ikke genkende hinanden, men mødrene kunne!

Både Therese og Peter har repræsenteret skolen i atletikstævner, og vi har i indeværende uge været til sportsdag på skolen. Om noget må det betegnes som et levn fra fortiden og ikke mindst et glimrende eksempel på, at man – om ikke andet så for undertegnedes skyld – ikke behøver at holde fast i traditionerne for traditioners skyld. I bedste Harry Potter stil (eller er det hans stil, der er kopieret herfra…) var en kort løbebane, vel omkring 60 meter lang, kridtet op. Langs banen var der på den ene side sat fire telte op til børnene – børnene er på tværs af klasser og aldre delt op i fire hold, der året igennem kæmper om point for godt arbejde, god opførsel mm (mon Harrys mor har gået på denne skole… eller det bare er symptomatisk for hele det  skolevæsen!!), mens forældrene i silende regn med deres medbragte paraplyer og madpakker var bænket på den anden langside for at se deres små poder deltage i 2*20 sekunders løb som f.eks. hækkeløb, æg-på-ske-løb, trebenet løb, sækkeløb eller almindelig sprint!! Der kan måske spores en anelse sarkasme i ovenstående, men efter 6½ time i regn og kulde, hvor højdepunktet er mødrenes diskussion af skolelederens uheldige spray-tan, mener jeg, jeg er berettiget til at anskue en sådan begivenhed med en fremmeds øjne!!

Jacob, som nu helt frivilligt tilbringer mere og mere tid udenfor på vejen med sine skolekammerater, er nu færdig med infant school og klar til at indtage junior school. Det adstedkommer, at man møder i skjorte og slips (lektie over sommerferien er at lære at binde dette), at man kan stå i køen med sine klassekammerater for at komme ind i klassen uden hjælp fra sine forældre og vigtigst, at man nu hører til i de stores skolegård. Overgangen blev markeret med et aftenarrangement for børnenes forældre, hvor børnene optrådte med ting, de havde lært i infant og ting, de glædede sig til i juniors.

Slotte og borge er et af de emner børnene har haft i infant, så for to uger siden var jeg med Jacobs årgang på skoletur til Windsor Castle (klikker man på dette link, ses det, at det engelske kongehus er på Twitter – meget apropos mit indlink fra i går nedenfor… thi hi). Fantastisk tur med fantastisk levende børn og tænk sig, dronningen var hjemme, så The Royal Standard blæste i vinden, og børnene var helt elektriske ved tanken om, at hver eneste hvidhårede gamle dame, de så, kunne være dronningen selv!

Jeg ved ikke, om det har været Jacobs skuffelse over ikke at møde hende, der fik ham til at indtage en 20p mønt i mandags, men ned i maven skulle dronningen åbenbart! Så afsted til A&E (kombineret lægevagt og skadestue) på Kingston Hospital, for telefonvagten ville kun tale med Morten, hvis han havde svineinfluenza… og det har vi indtil videre været heldige at undgå! Stolt kom Jacob hjem med sit røngentbillede-klistermærke… mønten kunne de ikke finde; måske han allerede havde nået at levere den ved kasse et!!! Eller også udløses alle alarmklokker, når Jacob som omvandrende sparebøsse vandrer gennem sikkerhedskontrollen i Heathrow næste gang, vi skal til Asien!!!

London er også blevet udforsket. Hele familien var på British Museum i søndags, hvor vi besøgte de egyptiske udstillinger. Til Jacobs store forfærdelse kunne Peter fortælle nogle livagtige historier om, hvordan man trak døde faraoers hjerne ud gennem deres næser, før man balsamerede dem. Udstillingen er virkelig et besøg værd, med eller uden hjerne… fantastisk flot!

 

 

 

 

Da jeg blev 40 oplevede vi vagtskifte på Buckingham Palace vagtskifte på Buckingham Palace – også flankeret af The Royal Standard…  Et pompøst optog med militær præcision krydret med alt for moderen hornorkestermusik (hvis vi ikke tager fejl, spillede de Thriller – og dette før M.J.s død!! Passede ikke rigtig ind i billedet; nogle ting skal forblive gammeldaws for at bevare den magiske glans). Fødselsdagsmiddag bestod af fantastisk  italiensk på lille chamrende, meget meget skæv restaurant i Guildford. En mindre brostensbelagt by fyldt med gammelt bindingsværk, sjove skilte og ure hængende ud over de brostensbelagte gader ca. 30 minutters kørsel herfra – alt hvad man som fremmed forventer af English Countryside… og så er byens faktisk heller ikke mindre!!

 

 

Derud over har jeg med en veninde været rundt forskellige steder, bla. Regent’s Park med omkringliggende rigmandskvarterer som St. John’s Wood, Little Venice og Maida Vale.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anden dag tog vi en guided gåtur i City of London kaldet Legal & Illegal London, rundt i The Square Mile som er Londons advokatkvarter med Inns of Court, The Old Bailey og Royal Courts of Justice – utroligt ubytterigt, underholdende, traditionsrigt og spændende; mange godt skjulte hemmeligheder som f.eks. et underjordiske sølvmarked og advokat-timetakster på over £5.000. Der findes et utal af disse billige gåture med guider i byen; vores næste bliver en Jack the Ripper… Uha da da!

 

 

Senest har vi besøgt Shakespear’s Globe – meget dyr entré, men god oplevelse med levende orkester og ualmindelig morsom guide at være inde i selve teateret. Udstillingen noget tam, desværre! Globen er den tredje af sin slags. Da Themsen i Shakespears tid var langt bredere end i dag, har de to tidligere glober, som begge gik til i brand – den første efter kun 14 år, den anden som følge af brug af en krudt-ladet-kanon i en forestilling, hvor kongens tilstedeværelse skulle fejres (mirakuløst reddede alle anslåede 3000 tilskuere sig ud) – ikke ligget på nuværende globes lokation. Den moderne globe blev opført, da den amerikansk filmskaber Sam Wanamaker (elsker det navn… …) i 1949 under sit første besøg i London mente, det var usselt af englænderene ikke at have et mere værdigt mindesmærke for Shakespear. Fra Wanamaker fik ideen til globens opførelse til dens færdiggørelse gik 48 år; han døde 5 år før den stod opført og nåede således aldrig at se det færdige værk. Både hvad angår materialer, byggeteknikker og udformning er bygningen opført så autentisk som muligt; bl.a. er det den eneste bygning med stråtag der er givet tilladelse til at opføre siden The Great Fire of London i 1666.

I dag har vi været på besøg i den næsten 2000 år gamle romerske badeby Bath. Med superb beliggenhed mellem grønne bakker på grænsen til den honningfarvede byggestil i “som-taget-ud-af-Miss-Marple-film” Cotswold er denne pragtfulde by med dens fascinerende arkitektur, Pulteney Bridge med dens små fine forretninger, badene selv, de hyggelige stræder og den imponerende katadral ikke overraskende at finde på UNESCOs liste over bevaringsværdier steder. En lang køretur for at strøgtur, men bestemt hver eneste mil værd.

 

 

 

Apropos lange køreture, så blev det til en lille smuttur til Odense, da Lene inviterede til 40 års i hendes og Henriks fantastisk flotte anlagte have; vi er ikke spor misundelige. Det var dejligt at se Lars og Bodil (tak for husly og grillpølser – glæder os til at indvie jeres sommerhus), Ulrik, Birgitte og børn (tak for børnepasning – håber, der ikke er kreditkrise i uge 42) samt Lene og Henrik igen, men lang lang køretur for halvandet døgn i landet.  På tirsdag kommer pakkeposten med rugbrød, ost samt kryds & tværs-hæfter og ikke at forglemme Eva, Keith, Tim og Anna – tror det bliver en uge med fuld drøn på. Morten skal underholde kunder med hesteløb og Simply Red på Sanddown onsdag aften; please tag en billet med til mig!!

Vi glæder os til at se mange andre i sommerferien – er nødt til lige at tage to uger i Italien for at samle kræfter først!

Tilføjet 28/7  Mens jeg skriver dette, render Eva og Keith rundt ovenpå og pakker deres ting, mens deres børn Anna og Tim griner og pjatter med Therese, Peter og Jacob. Det har været en rigtig hyggelig uge, hvor familie Nordtorp/Martin har oplevet mange af metropolens aspekter, mødt en masse venner fra bl.a. New Zealand samt rigtig lært os at kende – og omvendt. Og det har været super! En af de dejlige ting ved at bo i udlandet og have overnattende gæster er netop, at man lærer sine gæster enormt godt at kende – det har således været en skøn uge med masser af berigende samtaler, sjove lege mm. Sammen har vi været i parken og spille rundbold (til stor fortrydelse for drengene… kom kun “ind”, når vi piger fik lidt ondt af dem …!!), og vi har sejlet på Themsen til Greenwich, hvor vi oplevede, at klokken blev 13 på nulpunktet ved The Royal Observatory. For de ikke indviede er Greenwich der, hvor man regner tidszonerne fra – Greenwich Mean Time – og hvorfra længde- og breddegrader måles.  Gæster er nogle gange lig med børnepasning, og jeg er i overflod blevet forkælet med frihed til at gå til hestevæddeløb og Simply Red koncert (tusinde tak til Morten for at skaffe mig billetten og til Eva og Keith, der passede de unge mennesker) og motionscenter. Koncerten var fed!!!!!! Synger stadig!!!! Motionscenter hårdt, men uundværligt. Alt i alt nogle dejlige oplevelser; vi håber, I har lyst og lejlighed til at komme igen, mens vi stadig er her!

Klik på dette link, hvis du tør!!

Tankevækkende mail fra en meget meget god veninde, alt alt for langt væk!

Hvordan de store kan slippe afsted med at behandle de små!

Medio marts blev Therese sammen med to andre piger fra skolens fodboldhold inviteret til optagelsesprøve til Chelseas Center of Execellence. To måneder senere havde vi stadig ikke hørt noget, og som Karla i René Toft Simonsens bog om supermodeldrømme, ventede Therese dagligt på nyt vedrørende den store dag. På klubbens hjemmeside kunne vi læse, at at klubben i modsætning til andre klubber ikke holder åben-hus-dage, hvor håbefulde børn kan møde op og prøve at komme ind på det attraktive akademi. At blive inviteret til en sådan optagelsesprøve er således lidt af en ære – nej, meget af en ære – og meget meget spændende, omend frustrerende uden sidestykke at klubben ikke lod høre fra sig. En af Thereses bedste venner fra skolen, Mairead, var også inviteret, og hendes far startede fra en ende af med at ringe rundt til alle klubbens talentspejdere for at finde ham, der havde rekutteret pigerne. Denne beklagede selvfølgelig meget (det skal han jo…), at de ikke havde fået besked; optagelsesprøven var 3 dage senere! OKAY!!!

Mandag d. 1. juni tog Morten således Therese med til Oxshott, hvor Chelsea har sit træningsanlæg. Desværre mødte Therese ingen af sine helte fra Premier League, men oplevelsen blev ikke dårligere af den grund. I hendes aldersgruppe (piger under 12 år – mange således fysisk meget større og stærkere end vores lille spinkle pige) var der over 50 meget kompetente piger, så konkurrencen var skarp. Alle piger ville få et brev inden syv dage med besked om videre forløb.

Da de 11 første dage var gået, mistede jeg tålmodigheden og mailede vores kontakt, at vi ventede på brev, og at klubben måtte have forståelse for, at det for et barn på 10 år – og hendes forældre…. dette skrev jeg dog ikke (!) – var en meget lang ventetid. I går, 17 dage efter prøven og 10 dage efter det lovede svar, kom brevet så endelig. Spændende! Brevet var addresseret til Therese, så vi måtte pænt vente til, hun kom hjem fra skoletur og fodboldtræning – når posten kommer tidligt på formiddagen, er der langt til kl. 20….

Therese har ikke kvalificeret sig til det attraktive Center of Execellence, men er blevet inviteret til et 10 ugers træningsforløb på deres Advance Training Center til efteråret for at holde øje med hendes talent. Hvad mulighederne er efter dette træningsforløb, ved vi ikke – man rutter jo ikke med informationerne hos storklubben. Men hvorom alting er, så har vi en meget meget stolt og tilfreds pige, som glæder sig vanvittigt til efter sommerferien. Og ikke mindst to stolte forældre!